Annie Egede

Det er jo blevet forbudt at afbrænde haveaffald – lave bål m.m. Med mindre man har fået dispensation af kommunen. Men det kan jeg næppe nå inden i morgen aften. Og sikkert heller ikke få, alligevel. Så jeg pønser på, hvordan jeg kan lave et usynligt bål i kolonihaven. Bare et lille ét. For bål må være en menneskeret – selvfølgelig hvis ikke det sætter ild til andre – og andres.

Jeg tror det ligger i vores gener. I hvert fald i mine. Som barn – hvor jeg tilbragte meget tid i mit eget selskab – elskede jeg at sidde nede i baghaven, som stødte op til jernbanelinjen mellem Charlottenlund og Ordrup stationer. Og havde altid gang i et bål af en slags. Jeg VAR indianer og røg små cigarer rullet sammen af poppelblade. De smagte bedst. Stegte også cocktailpølser, som min mor af og til kom med forsyninger af. Eller fars, hvis der var frikadeller på menuen. Jeg havde en lille pande til den slags, eller brugte en pind.

Et af mine mange kælenavne var “min lille røgede sild”, så jeg må nærmest været imprægneret med lugten. Sidste år – da det stadig var tilladt – brændte jeg en del kvas og blade af i min egen baghave ved vintertide. Solen var ved at gå ned, jeg sad i en hvid plastikstol med en Gammel Dansk og med riven til at tæmme forvildede grene. Røgen sad i frakken og håret længe efter og det duftede lykkeligt og barndomsagtigt.

Det kunne være en idé til et af de kurser jeg holder. Lav dit eget bål – steg en pølse eller 2 (økologisk selvfølgelig) og sid ellers bare og nyd det. Jeg tager stadig flere elementer ind, som handler om at finde ro i sig selv og fremme nærværet i det indre system, for at stoppe det tankemylder, som så mange mennesker er plagede af. Måske kurserne skal holdes i Sverige. Der må man godt brænde bål stadigvæk.

Skriv en kommentar

Nu  kører det grønne Arrivatog mod Viborg med min cykel og bagage og mig selv. Gad vide, hvad Kirkedagene bringer denne gang. Jeg har kigget i det meget omfattende program og ved kun, at jeg skal til Spillemandsgudstjendste i morgen. Heldigt, for den har jeg længe ønsket at deltage i. Og uheldigt, fordi der ligger mindst 2 andre workshops og foredrag på same tidspunkt som jeg også gerne ville tage del i.

Første gang jeg var til Kirkedage var i Hadeslev for 3 år siden. Det var tilfældigt at jeg hørte om dem fra en god bekendt, som skulle deltage. Og det var også tilfældigt at jeg fik logi i Christiansfeld hos andre, som jeg ikke havde set i flere år.

Det var på alle måder en god oplevelse. Jeg var overrasket og overvældet over den rigdom af inspiration, der var at hente. Så mange emner og engagerede mennesker. Jeg husker især samtalen mellem Kristian Maigaard – folketingets daværende formand og Sofie Gråbøl – skuespiller om deres tro og tvivl. Troen havde været livsvarig for Maigaard og var ret ny hos Gråbøl. De var begge intense og åbne – interesserede i at høre hinandens synspunkter og uddybe deres egne. Det var meget tankevækkende.

Så nu er jeg spændt på, hvad jeg får med mig denne gang. I Haderslev havde jeg absolut ingen forventniner og det kan jo være en fordel. Nu har jeg nærlæst programmet flere gange og er lidt frustreret over alt det, som jeg ikke kan nå.

I de tyske TV-nyheder fortalte studieværten i går om Kirkedage hos dem i disse dage. Gad vide om DR eller TV2 vil bringe noget fra Viborg. Egentlig skulle åbningsgudstjenesten foregå i Domkirken i dag kl. 16.00 Men pga den  store interesse bliver den flyttet til Stadion, så der er plads til alle. Det ser jeg frem til. Min første stadiongudstjeste.

Skriv en kommentar

Heldigt at det regnede lørdag eftermiddag. Jeg ventede på at komme i haven og så – er kommet noget bagefter i år pga. kulden. Så jeg tændte for mit lille TV og zappede rundt efter underholdning. På DR2 var der forelæsninger i Danskernes Universitet og heldigvis om forskellige former for ledelse.

Annemette Digmann, innovations- og udviklingschef i Region Midtjylland fortalte om, hvor vigtigt det er at tage sig tid til at lede og organisere. Hun havde udforsket emnet selv – udspurgt mange medarbejdere om, hvad de synes kendetegner en god leder. Det kom der en meget inspirerende og oplysende forelæsning ud af. AD er en meget levende fortæller – talte ud til mig i stuen, så jeg både sad og grinede for mig selv og kunne genkende mange af hendes rammende pointer. Og så havde hun de flotteste røde støvler på – en kvinde, der brænder igennem. Se og hør forelæsningen på DR.

De 4 vigtigste egenskaber hos en leder ifølge medarbejderne:

- Vær en visionær strateg -  både lokomotiv og vejviser

- Vær et positivt forbillede med særlig fokus på respekt og dialog

- Skab rum og rammer for selvstændig opgaveløsning

- Vær historiefortælleren som skaber mening og betydning

Hold op med at dyrke PYROMANAGEMENT. Mange ledere farer rundt og slukker brande og skaber endda selv de kortsigtede sager og problemer, som de bruger meget af deres arbejdstid på at løse. Brug i stedet mindst 30 % af din arbejdstid på at sætte mål og organisere arbejdet. Og støt medarbejderne i at kunne løse de daglige opgaver. Læg arbejdet ud hvor det hører til og styrk de kompetencer, der er nødvendige.

Alle som arbejder med ledelse kan lære noget af AD. Både hvordan man bedre kan lede andre – og ikke mindst sig selv. Der var så mange guldkorn i Annemette Digmanns foredrag, at jeg kun kan anbefale, at du hører det selv.

Skriv en kommentar

Inden strukturreformen var det til at få fat i det lokale skattevæsen på telefonen. Nu er det umuligt. Eller nærmere – hvis man har uanet arbejdstid til at hænge i køen og vente, så måske. Men jeg har ikke haft heldet med mig.

Så jeg besluttede at udruste en ekspedition til den tidligere Amtsgård på Lyseng Alle i Højbjerg. Pakkede rygsækken med vandflaske, en bog og en del tålmodighed, for det var noget vigtigt, jeg var nødt til at få afklaret. Og en negativ holdning til SKAT havde jeg også med mig. Død irriterende at alting er blevet så besværligt. Forringet service. Øv.

Det blev jeg bekræftet i, da jeg trådte indenfor i den store hall. Der sad mennesker overalt. Jeg trak et nummer, hvor der stod, at der var 37 før mig og fandt en stol i solen ved siden af en sort- og tørklædeklædt kvinde med en lille pinkklædt datter. Efter en times venten kom jeg til og fandt frem til den rette skranke.

Da jeg igen gik ud i den friske luft, havde jeg en glad og lettet fornemmelse i mave og sjæl. Det havde været en fin oplevelse hele vejen igennem. Min ventenabo viste sig at være en herlig og lun kvinde – let at tale med om alt mulig. Først kom vi ind på de forringelser, som vi havde oplevet de seneste år, hvad den offentlige service angår. Men vi kom hurtigt til at tale om os selv – vores børn – hendes flytning til Danmark fra Tyrkiet som barn og mange andre mere interessante emner. Tiden fløj af sted og jeg ville gerne ha fortsat vores gode snak.

Skattedamen var venlig, imødekommende og meget hjælpsom. Så i løbet af 0,5 havde jeg fået løst mit problem, til min store lettelse. Jeg er ikke så vild med offentlige kontorer – kommer til at føle mig lidt hatten-i-hånden-agtig, til min egen store irritation. Men her kom det ikke på tale. Så min aversion imod SKAT blev på en eftermiddag ændret til det modsatte.  God service er, når man får mere end man forventer, har jeg engang lært. Eller måske noget andet..

Skriv en kommentar

De 2 opgaver jeg havde i Grønland i marts handlede begge om forandringer. Den ene arbejdsplads vidste ikke, om de snart skulle nedlægges. Og det var ikke første gang de var lukningstruede. På den anden havde man fået nyt regnskabssystem, som endnu ikke var helt godt kørende, og også en ny chef.

Egentlig havde jeg forberedt et oplæg om forandringer, som jeg regnede med at kunne bruge i begge sammenhænge. Både ud fra Kotters tanker om Den brændende Platform og med min Popcornmodel, som handler om forskellen på at kunne reagere reaktivt eller proaktivt – at kunne se muligheder i stedet for forhindringer.

Men det blev ikke aktuelt, fordi deltagerne havde langt mere brug for at fordybe sig i deres egen hverdag. Hvad kan være en fordel ved forandringerne? Hvad kan være en ulempe? Hvad frustrerer dig og hvilke følelser har du i det hele taget? Hvis du mister dit arbejde, hvad vil du så gerne lave i stedet for?

Det var befriende for deltagerne kunne tale med hinanden om deres egne håb og frustrationer – først i mindre grupper og bagefter i plenum. At høre hvordan hinanden oplever situationen – noget man ellers mest har gisnet om. Det viste sig at frustrationerne var fælles men at optimismen var fremtrædende, og at samtlige var håbefulde i forhold til muligheden for at skulle finde andet arbejde.  Det skulle sikkert nok gå alt sammen og det var en lettelse at tage spørgsmålene åbent op.

To glade og optimistiske kvinder på indlandsisen

Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at tætte samtaler og god tid til at udveksle tanker og følelser i en personalegruppe med store udfordringer, kan virke meget befriende. Og give langt mere til fællesskabet end selv de mest velforberedte og fancy oplæg på Powerpoint.

Skriv en kommentar

Det er en herlig oplevelse, når en fortælling rammer plet og hopper lige  ind i en større sammenhæng i det indre kartotek.

Vigga Bro fortalte denne historie i Besøgstid på P1 i går: En gammel indianer fortalte en dreng om de 2 ulve, som alle mennesker har indeni. – Vi har en god ulv og en ond ulv, sagde han. – Hvem af dem vinder så? spurgte drengen. – Det gør den vi fodrer!

En af fædrene bag Appreciative Inquiry – Peter Lang – er ofte citeret for at sige: – Det vi giver opmærksomhed vokser! Han kendte nok også en gammel indianer.

Jeg blev glad og opløftet, da jeg hørte om den gode og den onde ulv, fordi det giver god mening i forhold til min egen arbejdsform. At fokusere på de positive og nærende aspekter i arbejdslivet. Og også lære at forholde sig mere åbent og accepterende til de destruktive kræfter mellem mennesker. For de vil altid være der. Spørgsmålet er, hvilke ulve vi fodrer.

Skriv en kommentar

Hvis man brugte e-mails mere omhyggeligt, ville der måske ikke være så mange konflikter at løse. Jeg har været ude for, at oplysninger, som jeg har givet helt internt, fluks bliver sendt hen til personer, som de ikke var beregnet på. Derfor har jeg besluttet mig til at fortrolige drøftelser skal holdes pr. telefon i fremtiden. Og hvis der er behov for det, kan vi lave et kort notat pr. mail bagefter.

Det er for det meste ikke for at skade nogen – bare en tanketorsk – men det kan give meget kludder i kommunikationen, som det tager lang tid at rede ud bagefter. Misfortolkninger fra personer, som slet ikke burde være involveret.

Når man ikke kan finde ud af at sige, hvad man har på hjerte til en kollega eller andre, er det så dejlig nemt at skrive en e-mail og fyre af. Det KAN nu være en god idé at skrive det, som man ikke evner at formulere mundtligt, men lad så endelig din mail lagre natten over eller et par dage, inden du sender den.  En e-mail kommer tit alt for hurtigt og uigennemtænkt afsted og er ikke til at trække tilbage igen.

E-mails er gode til at afklare hurtige sager – til at aftale faktuelle ting. Men jeg er begyndt at ringe langt mere igen. Fordi jeg er blevet klog af skade. Når jeg ikke havde haft mundtlig kontakt, opstod der ofte misforståelser eller unøjagtigheder. Vi troede hver især at vi vidste..

Skriv en kommentar

Ordet gide bliver efterhånden brugt meget og i mange forskellige sammenhænge. “Gider du godt svare på det her spørgsmål”, spørger journalisten den indkaldte ekspert. Det skulle man da tro, siden hun har bevæget sig ind i studiet.

“Danskerne gider ikke stemme til kommunevalget” står der i avisen. Det bliver et vurderende ord – vi er for dovne – vi burde se at gøre vores borgerpligt. Når journalisten bruger “gide” på den måde, behøver han ikke undersøge hvad der ligger bag – hvorfor folk måske ikke har lyst til at stemme. Det kan der jo være mange grunde til.

I følge Nudansk Ordbog betyder ordet gide: at have lyst til – at kunne bekvemme sig til – altså en neutral betydning.

Ordet må vist så være brugt i den oprindelige betydning, når de på TV-avisen siger: “Danskerne gider ikke bruge de mange kulturtilbud” – hvis det altså er en bevidst handling – at man lader være at gå derhen,  fordi man ikke har lyst.

Skriv en kommentar

Mandag skulle jeg til et møde i Randers kl. 10.00 Jeg tog af sted hjemmefra i god tid og på banegården fortalte højtaleren, at vi skulle med bus til Hinnerup og videre derfra med tog. Der havde været en ulykke på sporene undervejs. Bussen gik hurtigt efter. God service, tænkte jeg. Det blev jeg ved med ind til vi som en flok forvildede får, løb rundt på Hinnerup station og ikke kunne finde ud af, hvordan vi kom op til de tog, som holdt og ventede.

Det viste sig ikke at gøre noget, for det var 2 tog nordfra, som havde holdt og ventet i timer. Og der var ikke tegn på tog til Randers og videre nordpå. I Hinnerup er der ingen ventesal, så vi stod på perronen, stadig mere fastfrosne. Interessant at se, hvordan mennesker reagerer meget forskelligt på uventetheder og frustrationer. Nogle brokkede sig højlydt – klagede til de 2 DSB folk, fra de ventende tog, som dog ikke kunne give os nogen oplysninger. For de fik ikke selv nogen. De vidste, at der skulle ryddes op efter de ulykke, der var sket, før togene igen kunne køre. En person var sprunget ud foran toget, og ingen vidste hvor længe det kunne vare.

Andre begyndte at underholde sig med hinanden – talte om rejseoplevelser i andre lande og med andre forhindringer. Og nogen går ind i sig selv – i en slags ventehi, som varer ved ind til der sker noget andet. Jeg hører selv til den sidste gruppe – er så ventetrænet fra Grønland, at stort set intet kan vippe mig af pinden. Jeg havde givet besked til de mennesker jeg skulle til møde med. De tog det roligt og vi var enige om at ses, når jeg dukkede op, engang.

Vi fik besked på at sætte os ind i et grønt Arrivatog, som skulle mod Viborg og Struer. Der var i det mindste dejlig varmt at sidde og vente. Og så kunne vi køre til Langå. Der var en opvarmet ventesal – vild luksus – og kaffe var der også stillet frem til os.

Endelig – kl. 11.30 – ankom jeg til mit bestemmelsessted i Randers, kold om fødderne, men i godt humør oven på den uventede rejseoplevelse. Hende jeg skulle ha talt med var gået hjem – kunne ikke få passet sine børn længere pga. vinterferien. Men alting endte godt – med en skive rugbrød + skinke og italiensk salat i behageligt selskab.

Skriv en kommentar

Forleden holdt jeg oplæg for 50 menighedsrådsmedlemmer, som var meget interesserede i at få tips til et forbedret samarbejde mellem ansatte, præster og rådsmedlemmer. Det slog mig undervejs at rådene er valgt for 4 år ad gangen – er frivillige – og at præster og de ansatte er der hver dag – på et job, som sikrer deres eksistens.

Det havde jeg ikke tænkt på konsekvensen af før – det er jo et vilkår. Men i vores debat kom det frem, at det kan skabe gniderier og konflikter, at de nyvalgte råd måske ikke er så gode til at stikke fingeren i jorden. I stedet skal medlemmerne markere sig og sætte deres præg på hverdagen i kirken, kan være noget uforstående over for den modstand eller irritation, som de kan møde.

En ordentlig dialog må være vejen frem. At man forsøger at etablere en god kontakt mellem de forskellige parter. At man har mulighed for at alle kan mødes med jævne mellemrum og lytte til hinandens synspunkter. At der er nogle større aktiviteter i kirken, som alle kan samarbejde om og bidrage til.

Et andet emne, som også fik meget opmærksomhed, er den daglige kommunikation. Hvordan man siger tingene til hinanden. Om man evner at tage uoverensstemmelserne op, mens de er små og ikke lader dem vokse til store og ubehagelige konflikter. Det er en god idé at satse på forebyggelse – at afholde temadage, hvor man tager emner op som en god tone,  øver sig i at kunne være uenige og at kunne debattere i en positiv ånd. Og det bliver heldigvis mere almindeligt, at menighedsrådene prioriterer udviklende initiativer.

For det er ofte for sent, når det virkelig brænder på og jeg oplever som konfliktmægler at problemerne er blevet så alvorlige, før man vælger at gribe ind, at der ikke er nogen muligheder for mindelige løsninger.

Skriv en kommentar