Annie Egede

Det er jo blevet forbudt at afbrænde haveaffald – lave bål m.m. Med mindre man har fået dispensation af kommunen. Men det kan jeg næppe nå inden i morgen aften. Og sikkert heller ikke få, alligevel. Så jeg pønser på, hvordan jeg kan lave et usynligt bål i kolonihaven. Bare et lille ét. For bål må være en menneskeret – selvfølgelig hvis ikke det sætter ild til andre – og andres.

Jeg tror det ligger i vores gener. I hvert fald i mine. Som barn – hvor jeg tilbragte meget tid i mit eget selskab – elskede jeg at sidde nede i baghaven, som stødte op til jernbanelinjen mellem Charlottenlund og Ordrup stationer. Og havde altid gang i et bål af en slags. Jeg VAR indianer og røg små cigarer rullet sammen af poppelblade. De smagte bedst. Stegte også cocktailpølser, som min mor af og til kom med forsyninger af. Eller fars, hvis der var frikadeller på menuen. Jeg havde en lille pande til den slags, eller brugte en pind.

Et af mine mange kælenavne var “min lille røgede sild”, så jeg må nærmest været imprægneret med lugten. Sidste år – da det stadig var tilladt – brændte jeg en del kvas og blade af i min egen baghave ved vintertide. Solen var ved at gå ned, jeg sad i en hvid plastikstol med en Gammel Dansk og med riven til at tæmme forvildede grene. Røgen sad i frakken og håret længe efter og det duftede lykkeligt og barndomsagtigt.

Det kunne være en idé til et af de kurser jeg holder. Lav dit eget bål – steg en pølse eller 2 (økologisk selvfølgelig) og sid ellers bare og nyd det. Jeg tager stadig flere elementer ind, som handler om at finde ro i sig selv og fremme nærværet i det indre system, for at stoppe det tankemylder, som så mange mennesker er plagede af. Måske kurserne skal holdes i Sverige. Der må man godt brænde bål stadigvæk.

Skriv en kommentar

Forleden var jeg på fangst i nabokoloniens container til storskrald – havde kig på 2 store urtepotter til terrassen, som stak op af bunkerne af cykellig og havarerede trillebøre.

En ung fyr dukkede op med et læs og vi faldt i snak om glæden ved at klunse og især når man fandt noget, som man ikke vidste at man manglede. Eller måske især havde planer om at købe. Som sidste år, hvor jeg fandt lige det opvaskestativ fra Ikea, som jeg ellers havde på huskeseddelen, stående op ad en hæk, til fri afhentning.

Nåh – talen faldt også på årets udvalg i havetilbehør. Hvor sært det er, at alting pludselig skal være sort eller mørkegråt. Både havemøbler og de store krukker, som ellers kunne stå og pynte på terrassen. Nu ligner de nærmest urner til et meget stort dyrs begravelse. Tidligere kunne man få nogle smukke og rimelige i dybblå og turkis, eller i naturbrune. Men ikke i år.

Min containerkammerat står lidt og falder i staver. “Man kan vel næsten sige.. øh.. at sort.. er blevet det nye sort..” Vi undrer os sammen over, hvor sådan nogle udtryk kommer fra. I år bruges det i flæng, at noget er “det nye sort”. Det må vel stamme fra, at sort altid er moderne. Og at noget, som bliver moderne får den samme rolle, som farven sort har. Eller hvordan kan det mon være?

Svar udbedes gerne :-)

Skriv en kommentar

Sidste år samlede jeg frø af en gammelrose balsamin ved et gærde i Tranebjerg på Samsø. Jeg har kun få sentblomstrende planter i min have, så det måtte være sagen. Den er høj og smuk og saftigtsprød i sin natur. Og den var først lige på spring hen i september måned. For at være sikker på succes købte jeg også et brev i svenske Impectas internetbutik og såede 2 rækker i maj i år.

Der kom 1 plante op. Den blev næsten 2 meter høj og havde en farve, som jeg ikke var helt vild med. Men O.K. så. Den mindede mig om de underbukser, som min mor holdt så meget af, med ret lange ben, der posede forneden. De var i et smågrisefarvet materiale – tricot charmeuse – som vist kun få kender i dag.

Kæmpe balsamin

Det har undret mig, at jeg ikke kan finde den i internetbutikkerne nu. Til gengæld fandt jeg denne side fra Skov- og naturstyrelsen. Her kan man læse, at kæmpebalsaminen er en invasiv art, som skal indberettes, hvis man støder på den i den vilde natur, hvor den åbenbart kan udkonkurrere andre planter pga. sin store grokraft. Og så er den ekspert i at kaste frø.

Som barn var min ældste datter, Kirstine, vild med de balsaminer, der vokser i Charlottenlund skov, hvor hun gik tur med min mor. Det er den meget mindre, oprindeligt danske art – springbalsamin, som har gule blomster. Når hun trykkede yderst på de stribede frødimser, sprang de op på en meget pludselig og interessant måde. Det var en fryd. I min egen have tror jeg ikke de behøver indhegning og dressur. Men jeg vil være fremover være opmærksom på, hvordan den tér sig. Den skulle jo nødig erobre hele gardneriet.

Skriv en kommentar

Der er ikke meget sjov ved at gå på nettet og i det hele taget sidde ved PC´en, når der er så meget herligt at lave i haven. Sundt også bare at holde helt fri. Prøve ikke at tænke på alle de pligter, som kunne findes frem, så let som ingenting.

Stativ á la Chelsea Physic Garden

Nyhedsbrevet fra Daves Garden frister. Her er haveguf fra hele verden. ALT kan findes og undersøges her. Masser af gode råd og ideer. Kan varmt anbefales!

I dag falder jeg over et indlæg fra Adina – en rumænsk kvinde – som er ved at anlægge en haven fra bunden og næsten uden penge. Adina skriver også om, hvordan hun indsamler frø. Hvor skønt at finde en artsfælle – en af dem, som altid har frø i lommerne eller i små poser eller kuverter i tasken.

Da jeg var på Samsø i sensommeren tog jeg frø i Tranebjerg, især af de smukke, høje, gammelrosa balsaminer. Jeg mangler sentblomstrende planter i haven og de var først lige sprunget ud. For en sikkerheds skyld købte jeg en supplerende slags i Impecta og såede dem forventningsfuldt i juni. Der er kommet 1 plante op ud af ca. 50 frø. Den ser ud til at klare sig fint og jeg håber den kan klare forventningspresset.

Jeg købte også frø til lathyrus, som jeg for en sikkerheds skyld såede i potter i det tidlige forår. De gamle sorter plejer at dufte bedst. Nu kan jeg plukke buketter i lange baner og de fylder hele min lille kolonihavehytte med den skønneste parfumerede duft. Egentlig synes jeg bedst om de violette – men den flødefarvede supplerer den fint på stativet, som jeg har lavet, inspireret af gartnerne i Chelsea Physic Garden, som jeg besøgte i maj.

Lathyrus "Franciscus Cupani"

Lathyrus "Mrs. Collier"

Skriv en kommentar

I avisen har jeg læst at foråret lader vente på sig – det er jo frostgrader og slud. For mig starter foråret så snart erantisser og vintergækker springer ud i kolonihaven. Måske fordi jeg har boet mange år i Grønland, hvor vinteren er så langt meget længere.

Nyhedsbreve fra frøfirmaer myldrer ind i mailboksen og jeg er kommet til at købe for alle mine lommepenge hos www.impecta.se. Foreløbig har jeg sået 2 slags chili og 1 slags tomater, hovedsalat og citrongræs. Har aset hjem fra Superbrugsen på Vesterbros Torv med en stor pose jord.

Jo, det er virkelig forår i sjælen nu og der er kun lidt over 1 måned til kolonihavesæsonen starter. D. 29. marts har vi generalforsamling i haveforeningen med kaffe og rullepølsemadder. Og samme dag åbner bestyrelsen for vandet + den kommunale renovation starter. Min havegenbo Margrethe er nok ved at gøre sig både praktisk og mentalt klar til udflytningen. Hun bor der hele sommerhavåret. Jeg selv er mere moderat – nyder min have og det lille hyggelige hus når vejret er godt. Bor der i lune perioder i højsommeren.

Jeg har ingen el – tænker en del over om det er en god idé. Nu er det en oase med batteriradio og levende lys. Mobilen kan jeg lade op hos Margrete. Med el vil det komme til at ligne lejlighedslivet meget. Jeg kan arbejde ved PC´en, får sikkert pludselig behov for køleskab (i stedet for min jord-køle-kælder) og TV ( stedet for alle slags bøger fra Åbyhøj bibliotek). Jo, der er så meget jeg kan få brug for. Det er også meget dyrt at få el.

Hvis jeg havde 25.000 kr til overs, hvad ville jeg så bruge dem til? En cykelrejse til Vietnam eller en tur til Kina? Ha dem stående til uforudsete udgifter – oh – skræk – tandlæge…? Hvad ville være vigtigt nok?

Skriv en kommentar