Jeg tror det ligger i vores gener. I hvert fald i mine. Som barn – hvor jeg tilbragte meget tid i mit eget selskab – elskede jeg at sidde nede i baghaven, som stødte op til jernbanelinjen mellem Charlottenlund og Ordrup stationer. Og havde altid gang i et bål af en slags. Jeg VAR indianer og røg små cigarer rullet sammen af poppelblade. De smagte bedst. Stegte også cocktailpølser, som min mor af og til kom med forsyninger af. Eller fars, hvis der var frikadeller på menuen. Jeg havde en lille pande til den slags, eller brugte en pind.

Et af mine mange kælenavne var “min lille røgede sild”, så jeg må nærmest været imprægneret med lugten. Sidste år – da det stadig var tilladt – brændte jeg en del kvas og blade af i min egen baghave ved vintertide. Solen var ved at gå ned, jeg sad i en hvid plastikstol med en Gammel Dansk og med riven til at tæmme forvildede grene. Røgen sad i frakken og håret længe efter og det duftede lykkeligt og barndomsagtigt.

Det kunne være en idé til et af de kurser jeg holder. Lav dit eget bål – steg en pølse eller 2 (økologisk selvfølgelig) og sid ellers bare og nyd det. Jeg tager stadig flere elementer ind, som handler om at finde ro i sig selv og fremme nærværet i det indre system, for at stoppe det tankemylder, som så mange mennesker er plagede af. Måske kurserne skal holdes i Sverige. Der må man godt brænde bål stadigvæk.

En ung fyr dukkede op med et læs og vi faldt i snak om glæden ved at klunse og især når man fandt noget, som man ikke vidste at man manglede. Eller måske især havde planer om at købe. Som sidste år, hvor jeg fandt lige det opvaskestativ fra Ikea, som jeg ellers havde på huskeseddelen, stående op ad en hæk, til fri afhentning.

Nåh – talen faldt også på årets udvalg i havetilbehør. Hvor sært det er, at alting pludselig skal være sort eller mørkegråt. Både havemøbler og de store krukker, som ellers kunne stå og pynte på terrassen. Nu ligner de nærmest urner til et meget stort dyrs begravelse. Tidligere kunne man få nogle smukke og rimelige i dybblå og turkis, eller i naturbrune. Men ikke i år.

Min containerkammerat står lidt og falder i staver. “Man kan vel næsten sige.. øh.. at sort.. er blevet det nye sort..” Vi undrer os sammen over, hvor sådan nogle udtryk kommer fra. I år bruges det i flæng, at noget er “det nye sort”. Det må vel stamme fra, at sort altid er moderne. Og at noget, som bliver moderne får den samme rolle, som farven sort har. Eller hvordan kan det mon være?

Svar udbedes gerne :-)

Balancen på arbejdspladsen er vigtig. At I både interesserer jer for de positive relationer og for de fælles mål. Hvad I er på jobbet for, og hvordan I har det, mens I er der.

Relationerne fylder ofte meget på arbejdspladser, hvor der en mange kvinder til stede: i fagforeninger, daginstitutioner, lokalcentre, sygehuse og lignende. Forsvarsfælden klapper hurtigt og er svær at slippe ud af igen. Åh – jeg bliver så såret! Sådan reagerer en del kvinder, hvis man ikke er enig med dem, om noget de gør eller siger. Eller måske kritiserer dem.

Større professionalisme

Når I bliver bedre til at skille det personlige fra det saglige, kan I opnå en større professionalisme. I kan sætte fokus på opgaverne – hvad de fælles mål er og hvordan I kan nå dem. Brug over 50 % af energien på det saglige indhold, for ikke at balancen skal tippe over. Til hvordan det går derhjemme med børnene og mændene – på hvordan I HAR det. I en regnskabsafdeling, der udelukkende bestod af kvinder, blev de enige om, at de i en periode ikke ville tale privat sammen, men kun koncentrerede sig om noget arbejdsmæssigt. Først syntes de, at det virkede kunstigt. Men da de fortsatte, gav det en sund opmærksomhed på, hvad de egentlig brugte deres tid på. Det kunne være svært for den enkelte at sætte grænser, men godt at tage stilling til det i fællesskab.

Fælles faglig udvikling

Det giver også bedre vilkår for den fælles faglige udvikling, når I åbent kan tage problemstillinger op. Når I kan interessere jer for forskellige måder at løse dem på og indser, at I ikke behøver at være enige. Der kan være meget energi og dynamik i, at kunne tage nogle debatter. Også i, at kunne blive sure på hinanden og bringe det i orden igen. Men hvis I går i forsvar og reagerer med automatiske mønstre og handlinger, sker der ingenting. Der bliver en underligt sur stemning og problemerne ligger og klumper sig sammen under gulvtæpperne.

Omsorg og nærhed

Det er selvfølgelig også vigtigt med et godt og tillidsfuldt forhold til kollegerne. Og her kan mændene lære meget. Omsorg og nærhed er tit en mangelvare, hvor mange mænd arbejder sammen. En ung ingeniør fortalte mig, at han havde sagt sit arbejde op. I flere måneder havde han været sygemeldt, fordi hans kone havde fået kræft. Da han vendte tilbage til jobbet, var der ikke én af hans kolleger, som havde spurgt til, hvordan det gik. Da havde han besluttet, at sådan et sted ville han ikke være.

Efterhånden er der en særlig stor interesse for de workshops og tilbud, som har et spirituelt islæt. Om bøn og kristen meditation og fordybelse og nærvær på mange måder. Jeg var også til et oplæg om Pilgrimsvandringer i Danmark – det har jeg lyst til at afprøve i fremtiden.

Dagene startede med en stemningsfuld andagt i den store sal med både god musik, fortællinger og andre opløftende elementer. Og en uvægerlig bimlen og bamlen af mobiltelefoner og indkommende SMS´er. Jeg brugte meget energi på at abstrahere fra forstyrrelserne – blev irriteret, også somme tider så meget, at jeg blev irriteret på mig selv over min irritation. Hvor irriterende!

Det er pokkers,  som de telefoner skal fylde overalt. Den mest besynderlige oplevelse var den ellers meget intense workshop med en munk fra Taize i Frankrig, som på sin egen stille og karismatiske måde fortalte om deres historie og praksis med bøn, sang og stilhed. Han foreslog at vi selv sad i stilhed i 5 minutter for at prøve det af. Men ikke så snart havde vi lukket øjnene, før en mobiltelefon ringede. Ejermanden rejste sig skramlende op og for udenfor, for at passe sin samtale.

Og sådan var det hele vejen igennem. Så næste gang vil jeg foreslå, at de forskellige andagter og workshops bliver gjort til mobilfrit område. Og hvis det ikke er muligt, vil jeg overveje, om jeg overhovedet er interesseret i at komme.

Første gang jeg var til Kirkedage var i Hadeslev for 3 år siden. Det var tilfældigt at jeg hørte om dem fra en god bekendt, som skulle deltage. Og det var også tilfældigt at jeg fik logi i Christiansfeld hos andre, som jeg ikke havde set i flere år.

Det var på alle måder en god oplevelse. Jeg var overrasket og overvældet over den rigdom af inspiration, der var at hente. Så mange emner og engagerede mennesker. Jeg husker især samtalen mellem Kristian Maigaard – folketingets daværende formand og Sofie Gråbøl – skuespiller om deres tro og tvivl. Troen havde været livsvarig for Maigaard og var ret ny hos Gråbøl. De var begge intense og åbne – interesserede i at høre hinandens synspunkter og uddybe deres egne. Det var meget tankevækkende.

Så nu er jeg spændt på, hvad jeg får med mig denne gang. I Haderslev havde jeg absolut ingen forventniner og det kan jo være en fordel. Nu har jeg nærlæst programmet flere gange og er lidt frustreret over alt det, som jeg ikke kan nå.

I de tyske TV-nyheder fortalte studieværten i går om Kirkedage hos dem i disse dage. Gad vide om DR eller TV2 vil bringe noget fra Viborg. Egentlig skulle åbningsgudstjenesten foregå i Domkirken i dag kl. 16.00 Men pga den  store interesse bliver den flyttet til Stadion, så der er plads til alle. Det ser jeg frem til. Min første stadiongudstjeste.

Annemette Digmann, innovations- og udviklingschef i Region Midtjylland fortalte om, hvor vigtigt det er at tage sig tid til at lede og organisere. Hun havde udforsket emnet selv – udspurgt mange medarbejdere om, hvad de synes kendetegner en god leder. Det kom der en meget inspirerende og oplysende forelæsning ud af. AD er en meget levende fortæller – talte ud til mig i stuen, så jeg både sad og grinede for mig selv og kunne genkende mange af hendes rammende pointer. Og så havde hun de flotteste røde støvler på – en kvinde, der brænder igennem. Se og hør forelæsningen på DR.

De 4 vigtigste egenskaber hos en leder ifølge medarbejderne:

- Vær en visionær strateg -  både lokomotiv og vejviser

- Vær et positivt forbillede med særlig fokus på respekt og dialog

- Skab rum og rammer for selvstændig opgaveløsning

- Vær historiefortælleren som skaber mening og betydning

Hold op med at dyrke PYROMANAGEMENT. Mange ledere farer rundt og slukker brande og skaber endda selv de kortsigtede sager og problemer, som de bruger meget af deres arbejdstid på at løse. Brug i stedet mindst 30 % af din arbejdstid på at sætte mål og organisere arbejdet. Og støt medarbejderne i at kunne løse de daglige opgaver. Læg arbejdet ud hvor det hører til og styrk de kompetencer, der er nødvendige.

Alle som arbejder med ledelse kan lære noget af AD. Både hvordan man bedre kan lede andre – og ikke mindst sig selv. Der var så mange guldkorn i Annemette Digmanns foredrag, at jeg kun kan anbefale, at du hører det selv.

Så jeg besluttede at udruste en ekspedition til den tidligere Amtsgård på Lyseng Alle i Højbjerg. Pakkede rygsækken med vandflaske, en bog og en del tålmodighed, for det var noget vigtigt, jeg var nødt til at få afklaret. Og en negativ holdning til SKAT havde jeg også med mig. Død irriterende at alting er blevet så besværligt. Forringet service. Øv.

Det blev jeg bekræftet i, da jeg trådte indenfor i den store hall. Der sad mennesker overalt. Jeg trak et nummer, hvor der stod, at der var 37 før mig og fandt en stol i solen ved siden af en sort- og tørklædeklædt kvinde med en lille pinkklædt datter. Efter en times venten kom jeg til og fandt frem til den rette skranke.

Da jeg igen gik ud i den friske luft, havde jeg en glad og lettet fornemmelse i mave og sjæl. Det havde været en fin oplevelse hele vejen igennem. Min ventenabo viste sig at være en herlig og lun kvinde – let at tale med om alt mulig. Først kom vi ind på de forringelser, som vi havde oplevet de seneste år, hvad den offentlige service angår. Men vi kom hurtigt til at tale om os selv – vores børn – hendes flytning til Danmark fra Tyrkiet som barn og mange andre mere interessante emner. Tiden fløj af sted og jeg ville gerne ha fortsat vores gode snak.

Skattedamen var venlig, imødekommende og meget hjælpsom. Så i løbet af 0,5 havde jeg fået løst mit problem, til min store lettelse. Jeg er ikke så vild med offentlige kontorer – kommer til at føle mig lidt hatten-i-hånden-agtig, til min egen store irritation. Men her kom det ikke på tale. Så min aversion imod SKAT blev på en eftermiddag ændret til det modsatte.  God service er, når man får mere end man forventer, har jeg engang lært. Eller måske noget andet..

Egentlig havde jeg forberedt et oplæg om forandringer, som jeg regnede med at kunne bruge i begge sammenhænge. Både ud fra Kotters tanker om Den brændende Platform og med min Popcornmodel, som handler om forskellen på at kunne reagere reaktivt eller proaktivt – at kunne se muligheder i stedet for forhindringer.

Men det blev ikke aktuelt, fordi deltagerne havde langt mere brug for at fordybe sig i deres egen hverdag. Hvad kan være en fordel ved forandringerne? Hvad kan være en ulempe? Hvad frustrerer dig og hvilke følelser har du i det hele taget? Hvis du mister dit arbejde, hvad vil du så gerne lave i stedet for?

Det var befriende for deltagerne kunne tale med hinanden om deres egne håb og frustrationer – først i mindre grupper og bagefter i plenum. At høre hvordan hinanden oplever situationen – noget man ellers mest har gisnet om. Det viste sig at frustrationerne var fælles men at optimismen var fremtrædende, og at samtlige var håbefulde i forhold til muligheden for at skulle finde andet arbejde.  Det skulle sikkert nok gå alt sammen og det var en lettelse at tage spørgsmålene åbent op.

To glade og optimistiske kvinder på indlandsisen

Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at tætte samtaler og god tid til at udveksle tanker og følelser i en personalegruppe med store udfordringer, kan virke meget befriende. Og give langt mere til fællesskabet end selv de mest velforberedte og fancy oplæg på Powerpoint.

Den sidste dag sluttede vi programmet kl. 12. Og det, som hed Surprice i seminarets program viste sig at være en ekskursion til Indlandsisen i en stor, gammel grøn offroader. Vejret var det smukkeste. Sol og lidt skyer, omkring minus 10 grader og kun lidt vind. Chaufføren fortalte en del undervejs. Tilpas, efter min smag, med relevante oplysninger og tid til at gøre et par ophold i den smukke natur.

Tur med offroader til Indlandsisen marts 2010

Jeg var ikke klar over, at rensdyr er nærmest hvidgrå i vinterpels – har ellers kun set dem brune i jagtsæsonen i september. Vi så også både 2 moskusokser og nogle ræve, som legede rundt på en fjeldknold. Og ikke mindst en let og luftig rypeflok, der fløj af sted langs med bilen.

Selve isen var noget særligt. Noget af den som bølget marengs. Andet sortgrågrønt, transparent, som jeg hidtil kun har set som isfjelde i fjordene i Sydgrønland. Gammel is, har jeg hørt det er. Og ikke så fyldt med luftbobler, som den hvide og nyere is.

Sortgrøn is - noget af Indlandsisen

- Så. Nu er der mobildækning igen, sagde vores guide, da vi skulle tilbage til bilen. Og jeg kunne jo selvfølgelig ikke nære mig for at ringe til min ældste datter i Århus, som heldigvis var hjemme. – Hej det er mor!! Jeg står på indlandsisen! Det måtte hun så straks maile og fortælle til sit internetværk. Nu, hvor jeg er kommet hjem, har de også fået billeder på.

Vigga Bro fortalte denne historie i Besøgstid på P1 i går: En gammel indianer fortalte en dreng om de 2 ulve, som alle mennesker har indeni. – Vi har en god ulv og en ond ulv, sagde han. – Hvem af dem vinder så? spurgte drengen. – Det gør den vi fodrer!

En af fædrene bag Appreciative Inquiry – Peter Lang – er ofte citeret for at sige: – Det vi giver opmærksomhed vokser! Han kendte nok også en gammel indianer.

Jeg blev glad og opløftet, da jeg hørte om den gode og den onde ulv, fordi det giver god mening i forhold til min egen arbejdsform. At fokusere på de positive og nærende aspekter i arbejdslivet. Og også lære at forholde sig mere åbent og accepterende til de destruktive kræfter mellem mennesker. For de vil altid være der. Spørgsmålet er, hvilke ulve vi fodrer.