De 2 opgaver jeg havde i Grønland i marts handlede begge om forandringer. Den ene arbejdsplads vidste ikke, om de snart skulle nedlægges. Og det var ikke første gang de var lukningstruede. På den anden havde man fået nyt regnskabssystem, som endnu ikke var helt godt kørende, og også en ny chef.
Egentlig havde jeg forberedt et oplæg om forandringer, som jeg regnede med at kunne bruge i begge sammenhænge. Både ud fra Kotters tanker om Den brændende Platform og med min Popcornmodel, som handler om forskellen på at kunne reagere reaktivt eller proaktivt – at kunne se muligheder i stedet for forhindringer.
Men det blev ikke aktuelt, fordi deltagerne havde langt mere brug for at fordybe sig i deres egen hverdag. Hvad kan være en fordel ved forandringerne? Hvad kan være en ulempe? Hvad frustrerer dig og hvilke følelser har du i det hele taget? Hvis du mister dit arbejde, hvad vil du så gerne lave i stedet for?
Det var befriende for deltagerne kunne tale med hinanden om deres egne håb og frustrationer – først i mindre grupper og bagefter i plenum. At høre hvordan hinanden oplever situationen – noget man ellers mest har gisnet om. Det viste sig at frustrationerne var fælles men at optimismen var fremtrædende, og at samtlige var håbefulde i forhold til muligheden for at skulle finde andet arbejde. Det skulle sikkert nok gå alt sammen og det var en lettelse at tage spørgsmålene åbent op.
To glade og optimistiske kvinder på indlandsisen
Endnu en gang blev jeg bekræftet i, at tætte samtaler og god tid til at udveksle tanker og følelser i en personalegruppe med store udfordringer, kan virke meget befriende. Og give langt mere til fællesskabet end selv de mest velforberedte og fancy oplæg på Powerpoint.
Hvad mener du?