Det er jo blevet forbudt at afbrænde haveaffald – lave bål m.m. Med mindre man har fået dispensation af kommunen. Men det kan jeg næppe nå inden i morgen aften. Og sikkert heller ikke få, alligevel. Så jeg pønser på, hvordan jeg kan lave et usynligt bål i kolonihaven. Bare et lille ét. For bål må være en menneskeret – selvfølgelig hvis ikke det sætter ild til andre – og andres.
Jeg tror det ligger i vores gener. I hvert fald i mine. Som barn – hvor jeg tilbragte meget tid i mit eget selskab – elskede jeg at sidde nede i baghaven, som stødte op til jernbanelinjen mellem Charlottenlund og Ordrup stationer. Og havde altid gang i et bål af en slags. Jeg VAR indianer og røg små cigarer rullet sammen af poppelblade. De smagte bedst. Stegte også cocktailpølser, som min mor af og til kom med forsyninger af. Eller fars, hvis der var frikadeller på menuen. Jeg havde en lille pande til den slags, eller brugte en pind.
Et af mine mange kælenavne var “min lille røgede sild”, så jeg må nærmest været imprægneret med lugten. Sidste år – da det stadig var tilladt – brændte jeg en del kvas og blade af i min egen baghave ved vintertide. Solen var ved at gå ned, jeg sad i en hvid plastikstol med en Gammel Dansk og med riven til at tæmme forvildede grene. Røgen sad i frakken og håret længe efter og det duftede lykkeligt og barndomsagtigt.
Det kunne være en idé til et af de kurser jeg holder. Lav dit eget bål – steg en pølse eller 2 (økologisk selvfølgelig) og sid ellers bare og nyd det. Jeg tager stadig flere elementer ind, som handler om at finde ro i sig selv og fremme nærværet i det indre system, for at stoppe det tankemylder, som så mange mennesker er plagede af. Måske kurserne skal holdes i Sverige. Der må man godt brænde bål stadigvæk.
Hvad mener du?