Det var på de fleste måder en positiv oplevelse at være til Kirkedage i Viborg. Det var et hyggeligt sted, jeg havde fundet at bo – kun 5 minutter på cykel fra Tinghallerne, hvor det meste foregik. Og det var et lykkeligt indfald netop at tage cyklen med. Det gjorde, at jeg nemt kunne komme fra midtbyen til forstadskirken, hvor der blev afholdt Spillemandsgudstjeneste – noget af det jeg havde glædet mig mest til at deltage i. Og jeg fik set hele den smukke by, når jeg rullede rundt for mig selv om aftenen, mæt af alle dagens indtryk.
Efterhånden er der en særlig stor interesse for de workshops og tilbud, som har et spirituelt islæt. Om bøn og kristen meditation og fordybelse og nærvær på mange måder. Jeg var også til et oplæg om Pilgrimsvandringer i Danmark – det har jeg lyst til at afprøve i fremtiden.
Dagene startede med en stemningsfuld andagt i den store sal med både god musik, fortællinger og andre opløftende elementer. Og en uvægerlig bimlen og bamlen af mobiltelefoner og indkommende SMS´er. Jeg brugte meget energi på at abstrahere fra forstyrrelserne – blev irriteret, også somme tider så meget, at jeg blev irriteret på mig selv over min irritation. Hvor irriterende!
Det er pokkers, som de telefoner skal fylde overalt. Den mest besynderlige oplevelse var den ellers meget intense workshop med en munk fra Taize i Frankrig, som på sin egen stille og karismatiske måde fortalte om deres historie og praksis med bøn, sang og stilhed. Han foreslog at vi selv sad i stilhed i 5 minutter for at prøve det af. Men ikke så snart havde vi lukket øjnene, før en mobiltelefon ringede. Ejermanden rejste sig skramlende op og for udenfor, for at passe sin samtale.
Og sådan var det hele vejen igennem. Så næste gang vil jeg foreslå, at de forskellige andagter og workshops bliver gjort til mobilfrit område. Og hvis det ikke er muligt, vil jeg overveje, om jeg overhovedet er interesseret i at komme.
Hvad mener du?