Brug den anerkendende metode med omhu! Ellers opstår der modstand og frustration. Hvis I har store samarbejdsproblemer, eller ledelsen ikke fungerer, nytter det ikke at jeg som konsulent kommer og siger: “Så! Nu skal vi rigtig tale om alt det, I er glade for”.
Engang var metoden “Fremtidsværkstedet” meget populær. Den starter med en kritikfase – alle får luft for det de er utilfredse med eller trænger til at brokke sig over. Punkterne bliver skrevet op og derefter hængt til side. Så er der skabt plads til fantasifasen, hvor I kan komme med alle jeres ideer og ønsker i brainstorm form. Den metode bruger jeg stadigvæk. Det er vigtigt at blive taget alvorligt på sin utilfredshed, men det er lige så vigtigt at prøve at finde et mere positivt fokus.
Anerkendelse hænger folk ud af halsen.
Sidste år var der en artikel i Information, hvor en mand fortalte, at al den anerkendelse efterhånden hang folk langt ud af halsen. Han mente, at det var blevet for meget med al den anerkendelse, så folk efterhånden ikke kunne udføre et stykke arbejde uden at skulle bemærkes og roses.
Anerkendelse er en mangelvare
Jeg oplever tværtimod, at anerkendelse, skulderklap og medinddragelse er en mangelvare på mange arbejdspladser. Det er vist kun få, der har fået en overdosis. Og jeg bryder mig ikke om, at man tit slår ros og anerkendelse sammen. Ros KAN godt virke som en anerkendelse, hvis den kommer fra hjertet. Men den kan også virke kunstig og påklistret. “Nu har chefen nok været på rosekursus igen”.
At blive set og påskønnet som den man er
Alt med måde og til rette tid – det er også en sund tankegang i denne sammenhæng. Det gælder om at finde essensen af de nye tanker. Hvis man oplever at blive set og anerkendt, som den man er, og for det man laver, bliver man langt mere engageret i hverdagen og vil gerne yde noget ekstra, når der er brug for det. Og sådan har det vist altid været.