fra Kirken i Dag nr. 1/2008
Rundt om i sognene bobler det med planer og gode ideer til projekter og nye aktiviteter. Mange steder er man allerede i gang med at lave kirkekaffe, producerer kirkeblad, støtter op om de ældre, inddrager børnefamilierne ved spaghettigudstjenester og babysalmesang, arrangerer foredrag, koncerter m.m.
En af anbefalingerne i Betænkning 1491 – “den grønne” – er, at man i højere grad kan inddrage menigheden i de daglige opgaver. Det kan give en bedre udnyttelse af de samlede ressourcer og samtidig skabe et større engagement. Jeg synes det er en god idé, men der ligger en stor udfordring i at bruge flere frivillige. Først skal man have fat i dem. Der er nemlig rift om de frivillige i dagens Danmark. Og når man HAR fået fat i dem, skal man huske at vande og gøde dem – motivere dem og påskønne deres indsats, så de bliver glade, engagerede og får lyst til at fortsætte.
En annonce i lokalavisen og i kirkebladet kan måske give pote, eller man kan håndplukke folk. Frivillighedsundersøgelsen* fra foråret 06 viser, at over 50 % af de, som ikke allerede er aktive frivillige godt kan blive interesserede, hvis de får en personlig henvendelse. Men hvor meget kan man agitere, opfordre eller invitere? Det ser man meget forskelligt på i de enkelte menighedsråd.
“Det er vel i orden, at jeg opfordrer min nabo til at gå med til forskelligt i min kirke? Men kan jeg fortælle mine arbejdskolleger, at jeg er aktiv i kirken og foreslå dem at komme med?” Måske er det et udtryk for blufærdighed i forhold til vores tros- og gudsforhold. På den anden side siger vi gennem dåben ja til en missionsbefaling. Men det skal vel ikke tages så bogstaveligt? “Alle folkeslagene” er nok kun nogen i udlandet…
Når jeg kommer ud i et menighedsråd for at sætte fokus på de frivillige i kirken, viser det sig ofte, at man ikke har gjort sig klart, hvad formålet er med de forskellige aktiviteter og med brugen af frivillige i det hele taget. Giver det virkelig mening? Fremmer de kirkens liv og vækst? Passer de ind i den overordnede planlægning i sognet? Gør man det, fordi det er moderne, eller fordi det er noget man plejer? Hvis ikke man allerede har overvejet visioner og mål for sit sogn, kan det være en oplagt lejlighed til at komme i gang.
Når man starter på noget nyt, skal man huske at overveje, om der er noget af det gamle, man skal holde op med eller kan forbedre. Ellers kan man hurtigt sprede kræfterne for meget, så ingenting bliver rigtig godt. Det er også ærgerligt at bruge energi på at forsøge at opfylde nogle behov, som ikke findes, eller løse opgaver, som allerede bliver varetaget andre steder. Et menighedsråd har f.eks. startet aktiviteter for ældre, for at opdage, at der ingen kunder kom i butikken. De brugte allerede Ældresagens, lokalcentrets eller andre tilbud. I de fleste kommuner findes efterhånden et Frivilligcenter**, som man med fordel kan kontakte. Det fungerer som en paraply for de forskellige foreninger og tilbud i kommunen, som har social eller kulturel karakter, og de har føling med, hvad der allerede findes. Måske er der forskelligt, som de frivillige kan samarbejde eller udveksle erfaringer om, også med folk uden for kirken.
Det er vigtigt at gøre sig klart, hvordan grænsefladerne skal være mellem de frivillige, de ansatte og menighedsrådet. Man skal finde én eller flere, som er parate til at påtage sig en ledende og koordinerende rolle og hjælpe med at løse hverdagens tvivlsspørgsmål. Det er også meget vigtigt, at de forskellige parter er enige om holdningen til de frivillige. Hvem gør hvad i forhold til hvem? Hvor meget må man selv bestemme? Ellers kan det give anledning til dårlig stemning eller konflikter og folk, som siver væk. Her er eksempler på forskellige faldgruber:
- Vi dyrker “plejer” og virker indspiste. Stedet er for de allerede frelste og nye er ikke særlig velkomne.
- Vi synes ikke om nye ideer og forslag – tager dem som en kritik – både af aktiviteterne og af os selv.
- Vi bagtaler dem, som ikke er her. Når noget ikke fungerer, er det de andres fejl.
- Vi har uklare retningslinjer – “det finder I bare selv ud af” – og når man så prøver, får man at vide, at det er forkert!
- Vi sætter flere skibe i søen end vi kan overkomme og giver de frivillige dårlig samvittighed: “I burde da godt kunne yde en ekstra indsats”.
De frivilliges tovholder kan være et medlem af menighedsrådet. Eller måske passer det bedre til sognemedhjælperen eller præsten. Hun/han må have øje for mangfoldighed og sørge for at få afstemt forventningerne – både på forhånd og hen ad vejen. Nogle frivillige ønsker indflydelse på, hvad der foregår, vil gerne bruge deres personlige og faglige ressourcer på en meningsfuld måde. Andre har brug for en klart defineret opgave at tage sig af. Mange har et socialt behov, der skal dækkes i samværet med andre – nogen er måske ensomme. De frivillige er forskellige i alder og baggrund og i forhold til, hvor meget tid de kan levere. Nogle gør en løbende indsats, kommer hver onsdag og smører madder eller redigere kirkebladet ved hjemme-PC´en. Andre er bedre tilpas med en større samlet opgave en gang eller 2 om året. Man må også tage stilling til, om nogen er så aparte eller dårligt fungerende, at man må takke nej. Eller kan der findes en lille niche, hvor også de sære og skæve kan føle, at de gør en indsats og har en betydning?
Ledelse af frivillige er både en kunst og en nødvendighed. Hvis de frivillige ikke er tilfredse, er der mange andre steder de kan gå hen. Måske får man sin løn i himmelen, men det er for længe at vente for de fleste.
* Socialforskningsinstituttets Frivillighedsanalyse 2006 – www.frivillighedsus.dk
** FriSe – Frivilligcentre og Selvhjælp i Danmark er en paraplyorganisation for landets lokale frivilligcentre og selvhjælpsprojekter – www.frise.dk
Center for frivilligt socialt arbejde – www.frivillighed.dk