Annie Egede

Ordet gide bliver efterhånden brugt meget og i mange forskellige sammenhænge. “Gider du godt svare på det her spørgsmål”, spørger journalisten den indkaldte ekspert. Det skulle man da tro, siden hun har bevæget sig ind i studiet.

“Danskerne gider ikke stemme til kommunevalget” står der i avisen. Det bliver et vurderende ord – vi er for dovne – vi burde se at gøre vores borgerpligt. Når journalisten bruger “gide” på den måde, behøver han ikke undersøge hvad der ligger bag – hvorfor folk måske ikke har lyst til at stemme. Det kan der jo være mange grunde til.

I følge Nudansk Ordbog betyder ordet gide: at have lyst til – at kunne bekvemme sig til – altså en neutral betydning.

Ordet må vist så være brugt i den oprindelige betydning, når de på TV-avisen siger: “Danskerne gider ikke bruge de mange kulturtilbud” – hvis det altså er en bevidst handling – at man lader være at gå derhen,  fordi man ikke har lyst.

Skriv en kommentar

Mandag skulle jeg til et møde i Randers kl. 10.00 Jeg tog af sted hjemmefra i god tid og på banegården fortalte højtaleren, at vi skulle med bus til Hinnerup og videre derfra med tog. Der havde været en ulykke på sporene undervejs. Bussen gik hurtigt efter. God service, tænkte jeg. Det blev jeg ved med ind til vi som en flok forvildede får, løb rundt på Hinnerup station og ikke kunne finde ud af, hvordan vi kom op til de tog, som holdt og ventede.

Det viste sig ikke at gøre noget, for det var 2 tog nordfra, som havde holdt og ventet i timer. Og der var ikke tegn på tog til Randers og videre nordpå. I Hinnerup er der ingen ventesal, så vi stod på perronen, stadig mere fastfrosne. Interessant at se, hvordan mennesker reagerer meget forskelligt på uventetheder og frustrationer. Nogle brokkede sig højlydt – klagede til de 2 DSB folk, fra de ventende tog, som dog ikke kunne give os nogen oplysninger. For de fik ikke selv nogen. De vidste, at der skulle ryddes op efter de ulykke, der var sket, før togene igen kunne køre. En person var sprunget ud foran toget, og ingen vidste hvor længe det kunne vare.

Andre begyndte at underholde sig med hinanden – talte om rejseoplevelser i andre lande og med andre forhindringer. Og nogen går ind i sig selv – i en slags ventehi, som varer ved ind til der sker noget andet. Jeg hører selv til den sidste gruppe – er så ventetrænet fra Grønland, at stort set intet kan vippe mig af pinden. Jeg havde givet besked til de mennesker jeg skulle til møde med. De tog det roligt og vi var enige om at ses, når jeg dukkede op, engang.

Vi fik besked på at sætte os ind i et grønt Arrivatog, som skulle mod Viborg og Struer. Der var i det mindste dejlig varmt at sidde og vente. Og så kunne vi køre til Langå. Der var en opvarmet ventesal – vild luksus – og kaffe var der også stillet frem til os.

Endelig – kl. 11.30 – ankom jeg til mit bestemmelsessted i Randers, kold om fødderne, men i godt humør oven på den uventede rejseoplevelse. Hende jeg skulle ha talt med var gået hjem – kunne ikke få passet sine børn længere pga. vinterferien. Men alting endte godt – med en skive rugbrød + skinke og italiensk salat i behageligt selskab.

Skriv en kommentar

Forleden holdt jeg oplæg for 50 menighedsrådsmedlemmer, som var meget interesserede i at få tips til et forbedret samarbejde mellem ansatte, præster og rådsmedlemmer. Det slog mig undervejs at rådene er valgt for 4 år ad gangen – er frivillige – og at præster og de ansatte er der hver dag – på et job, som sikrer deres eksistens.

Det havde jeg ikke tænkt på konsekvensen af før – det er jo et vilkår. Men i vores debat kom det frem, at det kan skabe gniderier og konflikter, at de nyvalgte råd måske ikke er så gode til at stikke fingeren i jorden. I stedet skal medlemmerne markere sig og sætte deres præg på hverdagen i kirken, kan være noget uforstående over for den modstand eller irritation, som de kan møde.

En ordentlig dialog må være vejen frem. At man forsøger at etablere en god kontakt mellem de forskellige parter. At man har mulighed for at alle kan mødes med jævne mellemrum og lytte til hinandens synspunkter. At der er nogle større aktiviteter i kirken, som alle kan samarbejde om og bidrage til.

Et andet emne, som også fik meget opmærksomhed, er den daglige kommunikation. Hvordan man siger tingene til hinanden. Om man evner at tage uoverensstemmelserne op, mens de er små og ikke lader dem vokse til store og ubehagelige konflikter. Det er en god idé at satse på forebyggelse – at afholde temadage, hvor man tager emner op som en god tone,  øver sig i at kunne være uenige og at kunne debattere i en positiv ånd. Og det bliver heldigvis mere almindeligt, at menighedsrådene prioriterer udviklende initiativer.

For det er ofte for sent, når det virkelig brænder på og jeg oplever som konfliktmægler at problemerne er blevet så alvorlige, før man vælger at gribe ind, at der ikke er nogen muligheder for mindelige løsninger.

Skriv en kommentar

Se denne herlige film. Måske har han stillet et kamera op hjemme hos mig?

I dag tog jeg mig i at skrive en liste over mine overspringshandlinger – ville gerne se, hvor lang tid jeg egentlig bruger på hvad, før jeg kommer i gang med dagens dont. Hm – en liste over overspringshandlinger – det udgør vel en overspringshandling i sig selv?

Jeg synes at ordet på engelsk virkelig har pondus – som titlen på denne film:

PROCRASTINATION

Skriv en kommentar

Det fortalte en leder af en daginstitution mig over en kop kaffe forleden. Når man kigger på forskellige arbejdspladsers hjemmesider, nævner de ofte ANERKENDELSE som en vigtig del af deres personalepolitik, kundekontakt, pædagogik m.m.

Appreciative Inquiry og anerkendelse er oppe i tiden og kan være meget nyskabende – at vi skal tage udgangspunkt i det vi er glade for og gode til – bygge på de fælles ressourcer. At vi skal væk fra kun at fokusere på problemer og fejlfinding. Det gælder både kollegialt, i forhold til kunder, børn osv.

Men hvis man “råsluger” begreberne og bruger dem til at slå hinanden oven i hovedet med, ender man i den modsatte grøft. Så bliver det en ny måde at undertrykke på. Den omtalte leder oplever, at det ikke er i orden at være kritisk over for noget længere. “Vi skal komme med konstruktive forslag og fremhæve det, som allerede fungerer godt. Men når man mest er utilfreds med den måde tingene har udviklet sig på f.eks. efter omstruktureringer i Århus kommune, bliver det meget frustrerende. Hvis man oplever, at normeringer og økonomi ikke hænger sammen med mængden af opgaver. At sygefraværet og frustrationerne stiger. Så har man brug for at blive lyttet til og blive taget alvorligt på de problemer man rejser. For at der bliver gjort noget ved det.”

For omkring 30 år siden var det modellen “Fremtidsværksted” der var meget populær. Se i bogen: Håndbog i Fremtidsværksteder af Robert Jungk, Politisk Revys forlag 1981. Her startede man med en kritik brainstorm Deltagere fik lejlighed til at komme af med deres brok – frustrationer – ting de ikke var tilfredse med. Fantasifasen kunne herefter få plads. Alle gode ideer og ønsker kunne komme frem, uforstyrret af økonomiske og andre realiteter. Og herefter gik man over til at drøfte, hvordan de kunne blive til virkelighed. Det var den første kreative arbejdsform jeg lærte, som lagde vægt på at se muligheder i stedet på forhinderinger.

Noget af det mest anerkendende jeg oplever er, når jeg bliver set og mødt som den jeg er – sagde en sygeplejerske til mig på et kursus. Det er nødvendigt, når man arbejder med Appreciative Inquiry – den anerkendende metode – at man er lydhør over for det, som deltagerne føler og oplever – at acceptere det og give det plads.  Ellers kommer det til at virke endnu mere frustrerende. Og meget lidt anerkendende.

Der er allerede 1 kommentar

Som ung lærer, enlig mor til 2 børn, aktiv i mangt og meget, tog jeg et par gange om året 2 eller 3 sammenhængende pjækkedage. En form for afspadsering af manglende sygedage, tænkte jeg. Jeg planlagde dem godt, havde lånt bøger på biblioteket, gav mig selv et pusterum i et hektisk arbejdsliv og havde endelig tid til at bage med mine døtre.

I går læste jeg en artikel i Kristeligt Dagblad om, at det har en forebyggende effekt på stress og andre dårligdomme, hvis man holder nogle omsorgsfridage. At man burde kunne aftale det med arbejdgiveren.

Som ung og arbejdsom mor var jeg stort set aldrig syg – passede mit arbejde og var aktiv i forskellige udvalg og råd på skolen. En del af mine kolleger havde rigtig mange sygedage – kom måske ikke om mandagen eller i dagene omkring den 1. i måneden. Men vi fik samme løn. Derfor mente jeg nok, at jeg burde ha en form for kompensation.

Jeg tænker også tilbage på min far, som led under det man i artiklen kalder presenteeism. Han ville absolut på arbejde uanset hvor snåttet eller sløj han var. Som stor pige blev jeg irriteret på ham og mindede ham om, hvor mange han ville kunne smitte på en arbejdsdag. Men han var nærmest over-pligtopfyldende og kom til at virke som et negativt eksempel for mig. Arbejdet frem for alt – nok grundet i en opvækst i et fattigt hjem og tanken om, hvad andre mon tænker.. Ja, hvad ved jeg egentlig. Men sådan har jeg ikke ønsket at leve.

Skrækscenariet var, da han gik på arbejde en dag, hvor jeg syntes han så mærkelig og fremmed ud. Han var skæv i ansigtet – virkede træt og ved siden af sig selv. Men han insisterede på at gå – der var noget vigtigt han skulle ordne på jobbet.  I løbet af dagen blev han indlagt på sygehuset med en hjerneblødning og blev aldrig sig selv igen. Trissede først rundt derhjemme, som en lidt humpende, grå skygge. Kom senere på plejehjem – fik depression, kunne ikke tale ordentlig og var lam i den ene side.

På den anden side er et stort sygefravær et problem på mange – især offentlige – arbejdspladser. Man taler om, at der er for små normeringer – mange løber hurtigere end de kan. Tænk hvis alle kom på arbejde næsten hver dag. Så ville der være masser af personale. Hvis folk begyndte at være endnu mere væk, at holde omsorgsfridage, så ville det blive helt håbløst for de tilbageværende. Med mindre det virkelige vil give mindre fravær. Så ville regnestykket blive positivt.

Hvem er det, der bør kunne få omsorgsdage? Hvem har størst behov? Skal det gå efter fortjeneste? Efter arbejdsindsats? “Du er en dygtig medarbejder og kommer hver dag – så du kan få 3 gratis fridage om året, til at passe på dig selv”. Eller til dem, som har det dårligt allerede: “Du er har mange sygedage – du må hellere få nogle fridage, for at komme helt ovenpå”. Er det primært noget for private og videnstunge arbejdspladser, hvor man har stramme deadlines og stort præstationpres?

Tankerne er interessante i forhold til, hvordan man fremmer et godt psykisk arbejdemiljø og jeg er spændt på, hvad der kan komme ud af dem. På de få arbejdpladser, hvor man praktiserer ordningen, mener de, at det har en positiv effekt på trivselen.

Skriv en kommentar

Twitter – massekommunikation på 140 tegn. Det hedder en fin lille bog, som jeg for nylig lånte på biblioteket. Tanken om at 140 tegn er nok, er en glæde i sig selv. For jeg rammer ofte muren – grænsen for, hvor meget jeg orker at skrive – eller rettere, hvad jeg har af fornuftigt at sige, som giver mening for mig selv – og derfor måske også for andre.

Jeg har en blog på www.kristendom.dk, som i efteråret skiftede navn til www.eftertanke.dk. Den ville jeg skrive jævnligt på – fordi det både interesserer mig at forholde mig til min egen tro og til de opgaver jeg ind imellem har i Folkekirken. Kristeligt Dagblad er i den sammenhæng en meget indholdrig og inspirerende avis. Den begyndte jeg at abonnere på i oktober. Det kunne give en passende grad af information til formålet.  Jeg pønser nu på at slette eftertanke.bloggen For jeg når sjældent at skrive på den. Bruger i stedet tiden på at læse avis. Ærgerligt, for måske kunne det skabe ekstra interesse for mit arbejde som kirkekonsulent. Men sådan er der så meget.

Information begyndte jeg også at abonnere på. Fik et godt tilbud, som ikke var sådan at sige nej til. Det er også en skøn og indholdrig avis, som det tager lang tid at læse igennem og fundere over. Gid man kunne blive ansat et eller andet sted som avislæser.

Enten skal jeg åbenbart give mig hen til at nyde informationsindtaget, ganske uforpligtet. Eller også skal jeg koncentrere mig om at producere noget selv. Ud fra den inspiration, der kommer gennem luften, noget jeg hører i radioen, nyhedsbreve jeg abonnerer på, og som jeg ind imellem får tid til at læse i.

Det bliver også spændende med Twitter – må se at komme i gang med bogen og gøre mig nogle forsøg. Da jeg begyndte på Facebook ved påsketid sidste år, gik der flere timer med det hver dag. Jeg blev bidt af at samle virtuelle påskeæg. Det var særlig sjovt at stjæle fra folk som pga. forskudte tidszoner endnu ikke var stået op. Men måske er jeg næsten vokset fra det – glemmer at tjekke indholdet flere uger ad gangen. Selvom det ind imellem er givende at læse om gamle venner og bekendtes gøren og laden og sende fødselsdagshilsener – følge med i hvordan vejret er i Nuuk og andre vigtige ting.

Skriv en kommentar

For mig er Qigong en gave. Jeg lærte metoden efter biyun-metoden her i Århus for et par år siden, og jeg er blevet stadig mere glad for mine øvelser. Nu er det næsten dagligt, at jeg sætter min CD på, lytter til den harmoniske og beroligende kinesiske musik og de indtalte instruktioner. Det er en af de ting, som jeg sætter pris på ved metoden. Jeg skal bare gøre hvad der bliver sagt og kan give mig hen til de rolige og flydende bevægelser.

Der er så meget jeg skal forholde mig til – lige fra jeg slår øjnene op om morgenen. Så derfor er det vigtigt at kunne finde nogle pusterum i løbet af dagen, hvor sind og krop kan falde til ro og komme til sig selv. Som Fan Xiulan siger: Vil man leve et langt og sundt liv, er det nødvendigt at elske og pleje sig selv.

Fan Xiulan

Fan Xiulan – grand master i Qigong og specialist i kinesisk medicin – har udviklet metoden. Oprindelig var den målrettet ældre og deres helbredsproblemer, men den viste sig at have en lige så gavnlig effekt på alle andre mennesker. Så nu er der også Biyun-qigong for børn, for kvinder, for mænd.. Læs mere her om Fan Xiulan og biyun metoden.

Jeg har besluttet selv at lære at undervise i Qigong, så jeg kan metoden  mere i mit arbejde, hvor mennesker ofte er præget af stress og en belastende arbejdsdag.  Mine kursister er allerede nu meget interesserede, når jeg viser dem nogle enkle øvelser, som kan afspænde krop og sind undervejs i en ellers komprimeret og noget stillesiddende arbejdsdag. Og det kunne være særlig skønt at bringe Qigong til Grønland. Her er der efterhånden en del, som underviser i Qigong, mens det deroppe er en mangelvare.

Derfor ser  jeg  frem til mit første kursus med Fan Xiulan i København i januar – er spændt på at møde hende.

Der er allerede 1 kommentar

En god leder skal interessere sig for medarbejdernes ve og vel. Være parat til at løse de problemer, der opstår, når der er for få ressourcer eller når der opstår samarbejdsproblemer. Ja, være den, som rydder forhinderinger ad vejen, så medarbejderne kan løse deres opgaver så godt som muligt.

Det fremgik tydeligt på en kursusdag, som jeg holdt for opvågningssygeplejersker i Region Midtjylland forleden. Overskriften var Et godt psykisk arbejdsmiljø med udgangspunkt i 2 væsentlige temaer: anerkendelse & kommunikation og konfliktløsning.

Næsten alle gav udtryk for, at de var meget heldige med deres ledere. Måske var de gode ledere den væsentligste årsag til, at kursisterne var så glade for deres arbejde. Det bliver bekræftet af de 13 gode råd til et forbedret psykisk arbejdsmiljø. som jeg faldt over på nettet samme dag. En gruppe forskere undersøgte i 2008 de erfaringer man har gjort med at styrke et godt psykisk arbejdsmiljø i både offentlige og private virksomheder.

Det 6. råd hedder: Lederen som sekretær for medarbejderne. Meningsfulde arbejdsopgaver fordrer at ledelsen fjerner forhindringer og sikrer ressourcer og indflydelse. Så skal medarbejderne nok sørge for at udføre et godt stykke arbejde.

Skriv en kommentar

Filmmanden Mogens Rukov havde en tankevækkende pointe, da han blev interviewet i Koplevs Krydsfelt for nogle år siden. Han fortalte, at han boede et passende stykke med S-toget nord for København. Passende til, at han kunne nå at forberede sig til den forelæsning han skulle holde på Filmskolen senere på dagen. Der var vel en halv times kørsel.

Mogens Rukov gemte ikke notater og gamle oplæg, for det var bedre at levere noget, som var frisk og nytænkt, mente han. Ikke længe efter smed jeg adskillige bæreposer ud, proppede med gamle materialer. Det var i forbindelse med, at jeg også læste de udmærkede bøger “Ryd op i dit rod med Feng Shui” og “Ryd op i dit liv – og giv plads til nye ideer og muligheder”. Det er ganske vist at ophobede gamle sager tager energi. I hvert fald tog de meget plads i reolerne og jeg har ikke savnet noget af det. Det vigtigste havde jeg mellem ørerne.

Mine gode gamle emner og arbejdsmodeller stadig har gyldighed – jeg bruger dem igen og igen.  Men kunsten er at tænke nyt og variere det jeg fortæller – tage nye vinkler ind, som jeg får fra de mennesker, som jeg holder kurser og foredrag for. Det kan f.eks. være, at kritik også kan virke anerkendende, hvis den bliver givet ordentligt og respektfuldt. Det kan give mulighed for at revurdere sine egne opfattelser – for at blive klogere, sammen.

Ny vin på gamle flasker bliver mest brugt nedsættende. Men for mig er det positivt, at de gamle ideer kan spædes op med ny inspiration og udvikle sig. Jeg har i mange år mediteret – især i perioder, hvor jeg følte mig presset eller flad. Jeg lærte det i begyndelsen af 70´erne, hvor jeg stadig gik med karrygul afghanerpels og sygekassebriller. Og vi var rigtig mange, der lærte Transcendental meditation i de år. Nu er nærvær og indre ro ved at komme i fokus igen og jeg forsøger foreløbig i det små, at tage det ind i mit arbejde. Og efterhånden skal det fylde mere. Nærvær og indre ro er god gammel vin, som også kan nydes i dag.

Skriv en kommentar